Der har aldrig existeret landsbyer som i resten af Danmark på Bornholm. Gårdene lå frit, istedet for at ligge klumpet sammen omkring et gadekær. De byer vi kender i dag, er alle købstæder, fiskerlejer eller kirkebyer. -by-navnene dækker for Bornholms vedkommende over en samling af gårde, oftest på rad og række, aldrig mere en 3-6 gårde.

I 1616 indførte kong Christian IV. en skattetaxationsliste, som betød at alle gårde i Skåne og på Bornholm skulle have et entydigt gårdenummer pr. sogn. Adelens og de store frimænds' gårde havde i forvejen skatteprivilegier og gik derfor fri. De blev kaldt proprietærgårde. Dem er der 2-3 stykker af i hvert sogn. I Klemensker bl.a. Simblegård, i Bodilsker St. Kannikegård, i Ibsker bl.a. Skovsholm, i Åker bl.a. Vallensgård (Bornholms største gård) m. fl.

Man tildelte numrene ved at starte i nord og gå mod syd, derefter mod nordøst, mod syd og tilbage mod vest, og tilsidst fra nordvest, mod syd og så mod vest (som JJJ).

Det var kun frimændenes selvejergårde der fik numre. De gårde der var ejet af kirken eller kongen fik ikke numre før 1662. fordi de var vornedegårde. Vornedeskab var en slags forpagtning, men uden stavnsbåndets indbyggede slaveri. Man havde arveret til en vornedegård, men kunne også fraflytte når som helst. På Bornholm blev alle vornedegårde og de selvejergårde der var overtaget pga. skatterestancer, solgt af kongen i 1744.

Numrene bruges ikke længere, men er en fantastisk god kilde når man skal lave slægtsforsning. Man kan stadig se numrene på gamle gravsten (gårdesten) og på kirkegårdsmurene, hvor næsten hver gård havde sin faste plads til hest og vogn.