Det har i alle kendte samfund været skik, at hvert enkelt menneske blev kendetegnet ved et navn. Ofte flerleddet. Foruden en social, har navngivning tit en religiøs funktion; barnedåben er et eksempel herpå.

Alle mennesker har et et personnavn eller fornavn. Og i de fleste samfund har man fundet det nødvendigt med et tilnavn eller et slægtsnavn (familienavn eller efternavn).

Blandt personnavne er den største gruppe den, der angiver en religiøs tilknytning; Kristine og Kristoffer proklamerer bærerens tro; Hans, Johanne, Jens, Jonna, John viser tilbage til Ny Testamente, og deres fælles udgangspunkt er det jødiske navn "Jahve-er-nådig". I Danmark er en stump hedenskab bevaret med navne som Thor, Tordis, Ingrid og Ingolf.

En anden stor gruppe personnavne er den, der angiver dyder eller gode egenskaber. Rikard og Rikke er begge mægtige; drengen tillig hård, pigen fredelig. De fleste af den slags navne er på dansk så nedslidte at betydningen ikke ses umiddelbart.

Den tredje hovedgruppe af personnavne er dem, der oprindelig kun var tilnavne, men blev videreført gennem opkaldelse. Af personlige tilnavne bruges nu til dags kun øge- og kælenavne; men en del fornavne og langt de fleste efternavne er begyndt som tilnavne.

Navne som Karl og Lauge er opstået som beskrivende tilnavne. En stor gruppe tilnavne fortæller, hvor bæreren bor - Østergaard, Skov - eller kommer fra - Finn, Flemming, Friis, Hamburger. En anden nævner hans erhverv eller stand - Smed, Bager, Møller, Præst, Drost. Mange navne i de to sidste grupper er blevet pyntet op med en "finere" stavemåde - Schou og Schmidt - eller oversættelse til et "fint" sprog, f.ex. latin - Paludan for Kjær, Fabricius for Smed.

Blandt den største gruppe tilnavne er imidlertid patronymika, dvs. afledninger af faderens navn - f.ex. tilføjelsen -datter og -søn/-sen. Tilføjelsen -søn/-sen er meget udbredt; dansk - sen, nordisk og engelsk -son, tysk -s, irsk O', skotsk Mac-. Tilsvarende afledninger af moderens navn er sjældne; på dansk f.ex. Svend Estridsen.

De fleste slægtsnavne var oprindelig tilnavne; men en del er opfundet frit, somme tider ved vilkårlig sammenføjning af stavelser uden betydning; den sidste slags er almindelig i Danmark p.g.a. navneforandringer.

Det var middelalderens lensadel, der optog arvelige slægtsnavne; de fleste steder brugte man navnet på slægtens gods - deraf de i franske, von i tyske adelsnavne. I Norden, hvor feudalismen ikke slog igennem, optog man et oprindeligt personligt tilnavn - Hvide - eller beskrev slægtens heraldiske mærke - Rosenkrans. Fra 1526 førte alle danske adelige arveligt slægtsnavn efter Frederik 1.s påbud. Kvinder bevarede deres slægtsnavn i ægteskabet - Fru Birgitte Gøye Herluf Trolles (hustru). Gejstlighed og borgere fulgte efter med antagelse af slægtsnavne, og efterhånden også bønderne. Men brugen lå ikke fast og patronymika blev ofte indskudt. Derfor fik det meget uheldige virkninger, da Frederik 6. i 1828 forordnede, at familienavne skulle lægges fast, ved at børnene blev døbt med det i øjeblikket brugelige tilnavn.

Skønt almuen protesterede, især efter reglernes stramning i 1856, blev patronymika raskt væk gjort til arvelige slægtsnavne og den danske navnemasse blev tynget af de talrige Jensener (8%), Petersener og Hansener (6%). 1904 bødede man på det ved at tillade navneforandring og adgangen til navneskifte er lettet ved senere navnelove.

(uddrag fra Lademanns Leksikon)